Svendborg tur ti

Etapen fører dig fra Broholm Slot forbi Hesselagergaard via Tange Ådal ud til kysten og til Lundeborg.

1  Møllegårdsmarken Et par kilometer nord for Broholm og vest for Øhavsstien ligger der en mark med grantræer – Møllegårdsmarken, den mark, hvor godsejeren fra Broholm N.F.B. Sehested opdagede en gravplads fra jernalderen.

Gravpladsen har været i funktion fra ca. 100 år f.Kr. til 400 år e.Kr., hvilket var samtidigt med bebyggelsen i Gudme og med handelspladsen nord for det nuværende Lundeborg.

Gravpladsen på Møllegårdsmarken blev totaludgravet i 1988-1994 og rummede ikke mindre end 2500 grave, mest brandgrave, hvor resterne af de døde og deres gravgaver enten var stedt til hvile i urner, krukker, kar eller blot i et hul i jorden. I dag er gravpladsen en del af produktionslandskabet.

Øhavsstien fører dig videre mod nord langs Tange Å og passerer en fabrikslignende bygning. Der har tidligere været en vandmølle på dette sted.

 2  Jættestuer En kilometer nord for Møllegårdsmarken kommer du forbi et endnu ældre gravanlæg. Inde mellem ædelgranerne ligger der en langhøj med rester af to jættestuer fra bondestenalderen.

 3  Omløbsstryg ved Tange Å Hvor Øhavsstien følger asfaltvejen mod nord og krydser Tange Å, er der lavet et omløb for at få åen retableret som et sammenhængende vandløb. Tidligere har her været opstemning, mølledam og vandmølle.

 4  Hesselagergaard Hesselagergaard er i dag i privat eje (ingen offentlig adgang) og drives med skov- og landbrug.

Hesselagergaard nævnes allerede i kong Valdemar II Sejrs jordebog fra 1231. Det var Johan Friis, der opførte den nuværende hovedbygning. Han overtog Hesselagergaard engang efter 1505. Han var en energisk mand og nok den mest berømte af Hesselagergaards ejere.

Johan Friis forøgede Hesselagergaards jorder. I 1532 fik han sine bønder i Hesselager Sogn fritaget for al kongeskat. I 1536 blev han kansler for kong Christian III og dermed leder af den danske regering. Den post bestred han de næste 35 år. I 1538 opførte han den nuværende hovedbygning. I 1539 blev Hesselagergaard birkeret for sognet, og i 1548 bliver Hesselagergaard stamhus.

En hovedbygning beregnet til forsvar

Hesselagergaard blev opført, så ejeren havde mulighed for at forsvare sig, hvilket var forståeligt, da der netop havde været borgerkrig i Danmark. Det var Grevens Fejde, som sluttede 1535.

Hesselagergaards hovedhus lå på én banke og driftsbygningerne på en anden. Begge banker var omgivet af voldgrave. Mellem de to banker var der en smal vindebro. Landevejen, der går forbi Hesselagergaard, er anlagt på den vinkelformede dæmning, som sørgede for, at der kunne være vand i voldgraven og i den nu tørlagte mølledam.

Murene på Hesselagergaard er dimensioneret solidt: En meter tykke på forsiden og to meter tykke på bagsiden. I Hesselagergaards kælder var en brønd, hvilket var nyttigt i tilfælde af belejring. For at komme hen til hovedbygningen måtte en eventuel angriber over to voldgrave og gennem en port.

Højt oppe under taget rager en vægtergang med skydeskår og skoldehuller ud over murene. Fra trappetårnet på sydsiden og fra de to gavltårne kunne man beskyde angribere, der søgte dækning under facader og gavle.

I nyere tid er der foretaget ændringer af tag og gavle, og voldgravene er fyldt op flere steder.

Grevens Fejde i korte træk

I 1523 blev kong Christian II - der var katolik - afsat af den danske adel. I stedet blev Frederik I indsat som konge. Efter en tid i landflygtighed sad Christian II i 1533 i fangenskab på Sønderborg Slot. Kong Frederik I døde i 1533, og hans søn hertug Christian af Gottorp blev indsat som kong Christian III - støttet af den jyske adel.

Grevens Fejde fik sit navn efter den protestantiske grev Christoffer af Oldenborg. Grev Christoffer gjorde oprør og krævede at få Christian II genindsat som konge. Oprøret mod den nye danske konge Christian III fik støtte fra lübeckske, oldenborgske og mecklenburgske tropper og dele af den sjællandske og skånske adel.

I 1534 kom det til krigshandlinger. Christian II’s tidligere kaperkaptajn, skipper Clement, fulgte en opfordring fra grev Christoffer og rejste en hær af bønder fra Nørrejylland og Vendsyssel. Bondehæren gik mod adelen, der var loyale mod kong Christian III. Mange hovedgårde i det vestjyske og nordjyske blev brændt ned.

I Sverige støttede kong Gustav Vasa og den svenske adel kong Christian III. Den svenske konges tropper gik ind i Skåne og Halland og nedkæmpede grev Christoffers og Christian II’s støtter.

På Helsingborg Slot var Tyge Krabbe på grev Christoffer og Christian II’s side, så han holdt skansen sammen med tropper fra Lübeck og oprørere fra Helsingborg. I kampens afgørende slag skiftede Tyge Krabbe pludselig side, lod sine kanoner beskyde borgens forsvarere og overgav Helsingborg Slot til kong Gustav Vasas tropper. Dermed var grev Christoffers og Christian II’s sympatisører nedkæmpet der.

Hen på året 1534 fik kong Christian III sluttet fred med lübeckerne. Det betød, at han nu kunne sætte flere af sine tropper ind i kampen mod oprørerne.

Kong Christian III’s tropper blev ledet af Johan Rantzau. Rantzau og hans hær forfulgte skipper Clements jyske bondehær til Ålborg, hvor den blev nedkæmpet 18. december 1534. I 1535 overførte Johan Rantzau sine tropper til Fyn, og den 11. juni 1535 nedkæmpedes de sidste rester af grev Christoffers bondehær ved Øksnebjerg på Assens-egnen. Ved kong Christian IIIs indtog i København var Grevens Fejde slut.

5  Den gamle landevej Fra Hesselagergaard går Øhavsstien mod sydøst gennem Tange Ådal. Den følger Gammel Lundeborgvej og giver en god fornemmelse af, hvordan landeveje så ud i gamle dage. Her er ingen asfalt og vejen slynger sig gennem landskabet. På sydsiden af vejen er der enten skov eller enge, hvor Tange Å slynger sig. Hist og her står store egetræer og mod nord ligger en mægtig herregårdsmark. Ned mod kysten vandrer du gennem løvskov.

Når du nærmer dig kysten, fortsætter Øhavsstien mod syd mod Lundeborg, men du kan tage en afstikker nordpå ad Klokkefrøstien, en ca. syv km lang vandresti langs kysten til Tårup.

Ruten går tæt forbi vandhuller med klokkefrøer, og på stille og lune dage i maj, juni og juli kan du her høre deres sælsomme kvækken, som kirkeklokker i det fjerne. Det er klokkefrøhanner, der forsøger at lokke hunner til vandhullet for at sikre nye generationer af den lille frø med den store stemme. Se starten på Klokkefrøstien på kortet.

 6  En handelsplads fra jernalderen Hvor Øhavsstien når kysten, lå der i jern- alderen en handelsplads. Her er foretaget udgravninger, der har givet meget spændende fund.

Pladsen er etableret omkring år 200 og var i fuld aktivitet frem til omkring år 550.

Handelsfolkene havde blandt andet importerede luksusting med. Nogle af import- varerne stammede fra romerriget. Det var glasperler, drikkeglas og glasskåle, rester af bronze-genstande og romersk keramik.

Varerne blev ikke importeret direkte fra romerriget, men snarere gennem handel fra den ene handelsmand til den næste for til sidst at nå frem til Lundeborg. Her er desuden fundet romerske mønter samt betalingsguld i form af guldtråd, der kunne klippes af i passende længder. Endelig er her fundet mere end hundrede guldgubber - stykker af tyndt guldblik.

Handelsfolkene er efter et kort ophold højst sandsynligt draget videre, mens håndværkere er blevet på stedet i længere tid. Her har været sølv- og guldsmede, bronze- støbere, ravslibere, pottemagere, tømrere, smede, skibsbyggere og kammagere.

Her blev Danmark til

I århundreder har de enkelte jernalderlandsbyer været selvforsynende enheder, hvor folk efter spor af bebyggelse og fund at dømme har været nogenlunde jævnbyrdige. Det her var anderledes.

De enorme bygninger ved Gudme, den store gravplads på Møllegårdsmarken og handelspladsen her på kysten. Der har været nogen, som havde overskud til at markere sig. Der har været noget at komme efter for handelsfolk, som solgte luksusvarer. Der har været arbejde at udrette for de mange håndværkere, der kom på handelspladsen år efter år. Der har været et center for rigdom og magt. Måske havde den daværende Gudme Kommune ret, da den valgte sit slogan: ”Her blev Danmark til”.

 7  Lundeborg Lundeborg er opstået i 1600-tallet som udskibningssted for teglsten. Der ligger stadig et vrag lastet med munkesten ud for kysten. Hovedgården Broholm havde en ladeplads ved Lundeborg, hvorfra der blev udskibet korn.

I 1861 begyndte den foretagsomme Niels F.B. Sehested fra Broholm at udbygge havnen med to læmoler. Senere byggede han det flotte korn-bindingsværkspakhus, som stadig står på havnen. Sehested havde selv skibe, som sejlede korn til blandt andet Norge.

I 1869 byggedes der havneplads til dampskibe og Sehested annoncerede i aviserne - specielt i Flensborg - for at trække folk til Lundeborg. Hvorfor flytte til Jylland, eller for den sags skyld Amerika, hvis man kunne skabe sig et liv i Lundeborg? Der blev der etableret en masse virksomheder: Tørreri til fisk, eddikefabrik, farveri, kalkbrænderi, rebslageri, kro, toldsted, tobaksfabrik, et plejehjem for invalider fra krigen i 1864, og her blev Momleby bygget til arbejdere og håndværkere. I 1880’erne boede der omkring 300 mennesker i Lundeborg.

• hvorefter aktiviteterne ebber ud frem mod år 800.
  
  Den har strakt sig næsten en kilometer langs kysten. De mange hundrede års aktivitet har aflejret et tykt ”kulturlag” bestående af trækulsstøv og rester af alverdens udsmid på pladsen. Kulturlaget er de fleste steder omkring 50 cm tykt. På engen er der fundet spor af små hytter, men ellers er der ikke fundet rester af bebyggelse. Der er heller ikke tegn på, at jorden ved pladsen har været dyrket.
  
  Det antages derfor, at pladsen ikke har været beboet permanent, men derimod kun været i brug i nogle uger om sommeren, hvor handelsfolk er kommet sejlende, og hvor folk er strømmet til for at handle, høre nyt og få en god oplevelse.